For første gang i mange år blev ferien i 2000 til en ferie uden o-løb eller tilsvarende aktiviteter. Det skete efter opfordring fra børnene, som mente at når alle andre godt kunne tage på ferie uden at løbe, så kunne vi også. Vi måtte imidlertid alle konstatere (også børnene), at næste år så skulle der igen løb på programmet - og det kom der så.
Første del af 'ferien' blev til tilbragt i Roth i Tyskland, hvor jeg havde tilmeldt mig til et Ironman-stævne (3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb). Et stævne med ca. 2600 deltagere.
Anden del af ferien blev tilbragt i Alsace med at lave ingenting, lave slet ingenting og kigge på hyggelige byer og lege turister.
Tredje del af ferien blev tilbragt i Fontainebleau, lige syd for Paris, hvor vi deltog i Fransk 5-dages.
Beslutningerne
Beslutningen om at deltage i Fransk 5-dages blev taget på hjemturen fra ferien i 2000. Løbene i 1999 havde været gode, vejret havde været godt, og Frankrig er generelt et dejligt land at være i. Beslutningen om at tage til Alsace blev taget på vejen til Roth. Vi blev enige om at det var et godt sted at lave ingenting.
Beslutningen om at deltage i Ironmanstævnet blev taget i efteråret 2000. Det har altid stået for mig som den absolutte udfordring, men hverken familien eller jeg har aldrig haft overskud til den megen træning, der går forud. I mit stille sind havde jeg et ønske om at deltage i et stævne inden jeg blev 50 år, så der var dog nogle år at løbe på. Da der så var en del i klubben, der ville stille op i Fredericia i forbindelse med VM den 4-5 august, blev jeg grebet af stemningen, og efter en større salgsproces i familien stod det klart, at det skulle være i Roth. Ferien blev i så fald ikke ødelagt af træning og stress op til stævnet. Tilmeldingen blev sendt i december, og så var det bare om at komme i gang.
Forberedelserne
Forberedelserne blev indledt i november - december. Deltagelse i den klassiske Nytårshalvmarathon, lidt ud på cyklen i januar - februar. En del svømning og løb i november-februar. Marts blev rigtig træls. En blærebetændelse og tilstødende komplikationer fik sat en stopper for stort set alt træning i marts og den første uge af april. Overvejelser om at droppe deltagelse. Genopstart til påskeløbet, og så ellers forøget mængde træning de næste uger - ca. 8-12 timers træning. Deltagelse i WildWest - godt løbende. Fra medio maj forøget mængde træning - 10- 15 timer om ugen - primært cykling. Deltagelse i Herning Tri - sluttid 2.30. Deltagelse i Århus Tri - sluttid 2.32 på en hård rute. Afpudsning sidst i juni. 1900 m svømmetest den 1. juli - 29,30 min.
Træningsindsats i alt siden 1.1.2001 er
Svømning: 108 km 42 timer
Cykling 2192 km 77 timer
Løb 536 km 63 timer
klar? Ja - men ville gerne have cyklet et par tusinde mere..
Ferien
Onsdag den 4.7 var der afgang mod Roth. Efter en overnatning omkring Kassel ankom vi til Autocamper P-pladsen ved Rothsee torsdag den 5.7. Vejret var flot. 29 grader og skyfrit. Ind til Roth for registrering, og for at fornemme stemningen. Posen med taske, badehætte, tidtagningschip, program mm. blev udleveret og studeret. Vi kiggede på alle de mange boder med salg af udstyr, og så tilbage til campingvognen og ned til søen.
Fredag blev brugt på lidt badning, klargøring af cykel mm. Vejret var godt ca. 35 grader. Rent tilfældigt mødte vi lige Henrik Palshøj, som var kommet aftenen i forvejen. Han havde boet i telt inde i Roth, men der var meget larm om natten, så han flyttede ud til os. Besøg fra Pia og Bertel, der havde taget turen ned for at se på - tak for støtten :-). Carsten Jeppesen og HT. kom forbi lige da vi skulle til Nudelparty, som det hedder på tysk. Det foregik i et kæmpemæssigt telt, hvor et par tusinde mennesker kunne forsyne sig med alt hvad hjertet kunne bære af pastaretter, salat og drikkelse af enhver afskygning, samtidig med at der var underholdning på sydtysk maner (tyske schlagere mm.)
Lørdag (dagen før dagen) var stressniveauet højere, end det har været i lang tid. Kanalen blev prøvesvømmet. Cykelturen blev gennemkørt i bil. Kl. 14 var der omskiftninger i vejret. Det blev torden. Temperaturen faldt 15 grader. Det blæste op, og regnen begyndte at vælte ned. Aflevering af skiftetøj og cykel mellem bygerne. Tidligt i seng. Kunne ikke lige sove med det samme. Vågen flere gange i løbet af natten til regnens trommen mod taget.
Strategien
Strategien var klar. Rimelig tempo på svømningen, uden at forcere. Forventet sluttid ca. 1.05 time. Cyklingen - jævnt tempo - ca. 30 km/t. Sluttid ca. 6 timer. Dog muligvis en anelse langsommere, da ruten så noget giftig ud, og der skulle jo være plads til en marathon efterfølgende. Løbet - hvad det var tilbage. Løbet var jeg mest ydmyg overfor. Jeg havde ikke tidligere prøvet kræfter med en marathon. Desuden er løbet min svageste disciplin. Tiden kunne være alt mellem 4 og 5.30 time.
Raceday
Op kl. 04.00 for at få morgenmad. Yoghurt, vand, juice, vand, brød, og den første af en lang række bananer og Powerbars. Sammen gik Henrik og jeg ned til svømmestarten. Det var tørvejr, men koldt og med mange lavthængende skyer. Vi mødet Carsten Jeppesen, som skulle starte lige efter profferne. Han var ved at være klar og fandt badehætten frem. - pokkers den havde jeg glemt. Ud for at finde en ny - det lykkedes efter besøg flere forskellige steder - de havde ikke lige en i min farve. Hvert heat har hver sin farve, og der er 13 heats. Jeg skulle starte i 13. og sidste heat. Der er 250 startende i hvert heat. Der flyver mange tanker rundt i hovedet i ventetiden. Hvordan er jeg egentlig lige havnet her, og hvorfor? Blæser det mere op? Begynder det at regne?
Endelig! Svømmestart. Ud til startlinien! Kanonen fyres af! Afsted. Det går godt. Efter kort tid indhentes de bageste fra det foregående heat. Orange badehætter. Lidt efter de første gule bade hætter nu er der mange. Det er næsten som at svømme slalom. Går det for stærkt? Nej - passende. Halvvejs - det går rigtig godt. Der er nu en broget masse af badehætter. Målet i sigte. Op og finde den rigtige blandt de resterende poser med skiftetøj. Der er stadig mange tilbage. Tiden siger ca. 1.02 time for de 3,8 km svømning. Rigtig god tid. Af med våddragten. På med cykeltøjet, og regnfrakken tages med. Det ser truende ud. Ind med noget Sportsdrik og en Powerbar, og så op på cyklen til de 180 km. Lige efter start står Anne, Mette, Søren og Bodil sammen med flere tusinde andre og hepper kun på dig. Det giver gode kræfter, så tempoet bliver sat op. Måske for højt. Der bliver overhalet for mange - er det fordi de tidligere har prøvet marathonløbet - farten sættes ned. Meget blæst, mange bakker og heldigvis kun få byger. Efter ca. 50 km er Greding i sigte. Efter et sving er der en stigning på 10% og længden er 3-4 km. Der står René med kameraet sammen med ca. 30.000 andre tilskuere og hepper. Tak for det René. Bakken mærkes næsten ikke. Efter 85 km, en nedkørsel i hårnålesving, en stigninger ved Solarberg, hvor der også står et hav af tilskuere og hepper, er 1. runde slut. Familien står igen og hepper. Nye kræfter. Tiden er ca. 3 timer for 1. runde. Det er blæst mere op. Det går en anelse langsommere. 2. runde er er ved at være slut. Hvordan mon det nu bliver at løbe? Der er meget luft i maven oven på alle bananerne, Powerbarene og sportsdrikken, der er sat til livs under cykelturen. Jeg har været af cyklen for at lade vandet 5 gange på turen. Efter 160 km overhalede jeg én, og jeg kom til at se at der løb vand ud af hans sko. Aha - det var altså sådan man kunne tisse uden at komme at cyklen. Man jeg skulle altså ikke mere inden løbeturen.
Roth i sigte. Tiden siger 6,18 time. Aflevering af cyklen. Løbetøjet på og så afsted. Den første kilometer går okay. Efter et par kilometer er rytmen god. Ved 4 kilometer står René, Anette, Bertel og Pia. Tak for støtten. Det giver ekstra kræfter. Løb langs kanalen til 1. vendepunkt. Efter 8 km står familien igen og hepper på far. Herligt. Det går godt. ca. 6 min/km. Ud til vendepunktet. 15 km. Det går stadig fint. 20 km - det begynder nu at gøre ondt. Løbet ca. 2 timer. 22 km - familien er der igen - herligt nu er der brug for noget støtte. Går lidt sammen med den og snakker. Fortsætter i laaaangsom løb/gang. 25 km - lidt svimmel. blodårerne bliver mindre mangler der væske? Er der drukket for meget sportsdrik og for lidt vand? Meget vand ved næste depot. Laaangsom løb/gang. de næste kilometre er utrolig hårde. 30 km. Kun 12 km tilbage. Ved andet vendepunkt. Drikker en masse vand. Skiftevis løb/gang de næste 4 km. 8 km tilbage - begynder at komme igang igen. Løber igen i jævnt tempo resten af turen. Målet næsten nået. De sidste 2 km bliver jeg båret igennem af tilskuerne, familien, Carsten Jeppesen, som er i mål for længe siden, og resten af TTH-holdet. Det er en kæmpeoplevelse af løbe ind mellem tribunerne og den mange tilskuere - få den længe ventede 'finisher'-t-shirt, og komme ind til massagen, maden og komme hjem. Sluttid 12.35 time. Fedt!
En kæmpeoplevelse, som viser bringer nogle sider frem i én selv, som man ikke lige har set tidligere, både af fysisk og psykisk karakter. Både i træningsperioden og under stævnet. En proces hvor jeg er blevet meget klogere i både træningsmæssig og kostmæssig henseende.
Dagen efter
Natten var lidt urolig, men der var ikke større mén end et par blå tæer. Dagen efter var kroppen træt over det hele, men ikke mere end vi kunne pakke sammen og køre til Alsace. Vi glædede os til at skulle lave ingenting og slet ingenting. Det gik anden del af ferien med. De første par dage spurgte børnene lidt om hvorfor far ikke gik hurtigere.
Fransk 5-dages
Efter en uges restitution var det med frisk mod at vi pillede forteltet ned i regnvejr i Alsace og satte kursen mod Fontainebleau, hvor dette års franske 5-dages o-løb skulle finde sted. 50 km fra Fontainebleau begyndte regnen igen at vælte ned, og det fortsatte den så med indtil næste dags eftermiddag. Vi fandt campingpladsen, hvor Åge & Inger, Svend Erik og Anna, familien Vad og familien Jensen allerede havde indlogeret sig på det særdeles våde underlag.
Det var lidt af et antiklimaks og komme her i forhold til Alsace, hvor det havde været rigtig godt vejr, og en rigtig græsplæne. Her var regnvejr og våd jord og sand. Vi fik dog teltet op i en fart, og indstillede os på at det sandsynligvis ikke ville regne 8 dage i træk.
Næste dag blev det til en tur til Paris. Mandag gik starten så på 1. etape. Terrænet viste sig at være utroligt spændende - det bedste vi nogensinde havde løbet i i Frankrig. Det kunne lige så godt have være norsk terræn. Mange klipper og få stier. Svær orientering.
Og så går det jo nok som det skal gå, når der ikke har været orienteringsløb i et par måneder. Benene var gode, så det gjaldt om at komme derudad til post 1. Posten lå 'midt i det hele' - men man skulle opad, passere en slugt, og lidt mere opad, og minsandten om posten ikke var der hvor den skulle. Det kører bare. videre til post hen langs en skrænt ca. 300 meter. Hov - hvor er posten. Lidt videre - ingen post. Er jeg et forkert sted? Nej det ser det ikke ud til. Over skrænten for at finde et udgangspunkt. Ikke noget brugbart. Tilbage igen. Pludselig er der en post, men det er ikke min. Der kommer en, der skal klippe. Spørger ham. Forkert skrænt. Denne er sydvendt. Jeg skal være ved den nordvendte. Tja - det er vist alligevel længe siden der er løbet o-løb. Tempoet sættes ned. 8 minutter bom. De næste poster går godt. Utrolig sjovt og godt terræn. Kommer til post 10 før post 9. Opdager det ved møde ved en asfaltvej efter. Tilbage til post 10 for at finde post 9, og så hen til post 10 igen for at få den rigtige rækkefølge. Resten af løbet går godt. Tid 87 min for de 7,5 km. Rækker til en 25 plads blandt de 90 løbere i klassen. Der må alligevel have været nogen der bommede mere.
Inger Knudsen vinder, Kristian Vad bliver nr. 2, Bodil bliver nr. 3 og Jens Jørgen bliver nr. 6. Der er trøjer med etapeplacering, etapenummer og deltagernavn til de tre første - flot.
Det var tørvejr under løbet.
2. etape. Samme stævneplads som 1. etape. Hen til post 1 i en fart - opad og forbi slugten. Den er der ikke. Hvor er jeg? Er vandet ved siden af nu det moseområde, som er på kortet eller? Jo - mon ikke - jeg prøver. Kompaskurs. Er ved en stejl slugt. Den er ikke på kortet! Så må det have været forkert udgangspunkt. Videre. Hen langs en skrænt. En udløber! Det kan være min. Derhen - men nej - ingen post. Ser et stigforløb. Hvor er det på kortet? Ser en Herning-løber. Efter ham. Det er Mogens. Hvor er du. Jeg ved det ikke lige, siger han. Ved fælles hjælp får vi os læst ind, og finder posten. 10 min bom ved post 1. Øv! Videre. Resten går godt, med nedsat tempo. Ikke flere fejl i dag. Tid 78 min for de 7,5 km. 10 min efter Hans Jørgen. Placering som nr. 39.
Inger bliver nr. 6. Bedste resultat for Herning ved 2. etape.
3. etape. Ny stævneplads. Sen start. Nu skal ser løbes sikkert hen til Post 1. Den første del af strækket er hurtigt. Så er det op ad en skrænt. En kompaskurs (grundig) over et moseområde), og hen til posten. Efter et lille stykke kommer en styb, hvor der er en post. Nej det kan ikke være min. Den kommer for hurtigt videre. Nedad den lille skrænt. En 50 meter, så skulle posten være der. Men hvad er nu det. En sti! Den er ikke på kortet! Eller er det den tykke sorte markering. Retningen er god nok. Videre. Hvad nu! En stor vej på højre side! Er jeg helt her nede. Op ad den store vej til krydset. Udgangspunkt for en kompaskurs. 75m op til posten. Hov - det var jo den, som jeg løb forbi ved stybben tidligere. Pokkers! Hvorfor checkede jeg nu ikke nummeret. 8 min bom igen ved post 1!. Resten går godt - men en hård tur. Mange stigninger Sluttid 99 min, for de 8,3 km. Placering som nr. 37
Kristian Vad vinder. Jens Jørgen bliver nr. 4. Inger Knudsen vinder.
4. etape. Nu skal der løbes sikkert til post 1. Ud til den store vej. Henad vejen og indad grusvejen. Kompaskurs mod lysningen. En slugt med en post. Finder slugten. Min post er 25m længere henne. Yes!. Første hug!. Videre til post 2. Det går rigtig godt nu. Møder Hans Jørgen på vej til post 9. Han har haft den. Møder Jens Jørgen ved samme post. Han har ikke haft den. Vi finder den, og så videre. Det går rigtig godt. Der er fart på. Ingen problemer ved nogen poster. Mål i sigte: 74 min. for de 7,8 km. Placering som nr. 12. Vinderen bruger 56 min. Hvor får han det fra?
Kristian Vad vinder. Inger ligger samlet som nr. 1.
5. etape. Tørvejr, og solen kigger frem. Korte baner. Min er 5.9 km, så der skal fart på fra starten. Post 1 findes uden problemer. Det samme med 2, 3 og 4. Møder Hans Jørgen. Vi følges ad et par poster, men har så et forskelligt vejvalg. Meget op og ned. Løber udenom til post 9. God fart på. Så er det de sidste tre poster. Er lidt usikker - kommer for langt, men opdager det. Næstsidste post - kompaskurs. Ser posten - det er ikke den rigtigte. Hvor er jeg? Ser en høj - det må være den på kortet. Kompaskurs igen. Ser en anden post. Yes! det er den rigtige. Så er det bare i mål. 53,43 min. for de 5,9 km. Placering som nr. 26. Samlet placering som nummer 25.
Kristian Vad bliver nr. 3 samlet. Inger bliver nr. 5 samlet. Bodil bliver nr. 5 samlet. Jens Jørgen bliver nr. 8 samlet. Aage Knudsen bliver nr. 8 samlet.
Alt i alt et rigtig godt arrangement. Og vi fik teltet ned i tørvejr, og glæder os til 2003, hvor der igen er o-løb i Frankrig - ved den spanske grænse mod vest.
Jesper Lysgaard