Herning OK fik sølv og bronze ved Danmarksmesterskaberne i orienteringsløb
Med sølv til Svend Erik Munksgaard, H-55, og med bronze til Lucia Aagaard, D-35, måtte Hernings orienteringsløbere konstatere at de bedste resultater ikke rakte helt til et dansk mesterskab selvom det var tæt på. Til gengæld var der flere resultater umiddelbart uden for medaljetagernes rækker, så alt i alt er Herning OK tilfreds med resultaterne fra de danske mesterskaber i Kortbane orienteringsløb, der blev løbet i Hjortsballe Krat, et særdeles kuperet område ved Them. Løbet var samtidig det sidste løb i sæsonens ranglisteturnering, og også her trænger Hernings eliteløbere sig frem. Det blev til en sammenlagt 3. plads for Bjarke Refslund i klassen H19-20
Allerede natten mellem lørdag og søndag var orienteringsløberne i skoven igen. Denne gang var det et traditionsrigt stafetorienteringsløb, der i år blev løbet i Marselisborg skovene syd for Århus. Løbet starter i den mørke nat og varer til midt op på søndagen før vinderne kan kåres. Resultaterne foreligger ikke endnu.
Herning, den 26. august
2001
Jørn Bertelsen
Herning OK